Smuk syrensaft & smukke isterninger 🌸🍹

Smuk syrensaft & smukke isterninger 🌸🍹

Jeg ser syrener over alt for tiden; F.eks. når jeg kører Asta i børnehave, så kommer jeg forbi et kæmpe areal fyldt med syrener. Og når jeg går en tur, så kan jeg dufte dem med det samme. Jeg synes det er en af de smukkeste blomster, og jeg plukker altid en buket til vores stue, men ærgrer mig altid over, at de kun holder en dags tid - for WOW de er flotte. Og nu til det fede; man kan lave den lækreste og smukkeste saft af syrener. Og opskriften får du lige her.

Syrensaft Emma EmmaSyrensaft Emma Emma



Opskrift:
Ingredienser: 
• 45 håndfulde syrener. Jeg bruger kun de farvede
• 2 kg sukker
• 4 usprøjrede citroner eller lime (brug da 6-8 stk. alt efter str.)
• 60 gr citronsyre 
• 2,7 liter vand

Fremgangsmåde:
Find en saks og en kurv frem - og tag så din mor, bedste ven, roomie, kæreste under armen og gå på jagt efter syrener. Jeg bruger kun de lilla - men du kan også sagtens bruge de hvide - de giver bare ikke så meget farve. Når du har plukket ca. 40-50 gode håndfulde, så har du nok til denne portion, som giver omkring 2,5-3 liter ren saft.

Find en gryde frem. Kom syrenerne af stilkene. De falder leteaf, hvis du kører din tommelfinger og pegefinger ned over stilken - imens du presser lidt til. Blomsterne skal ikke skylles inden. Bland sukker og citronsyre - og kom det i gryden. Skær dine citroner i skiver og kom dem ved. Du kan også bruge lime. Kog vandet og kom det i gryden. Rør godt rundt så sukkeret bliver opløst. Lad det stå på køkkenbordet til det er afkølet og kom det så på køl med låg over. Jeg lod mit stå i 5 dage, så det rigtig kunne trække smag - og det blev perfekt. Man tror det kun har en sødlig og parfumeret smag - men nej. Det er faktisk også bitteret. Og det elsker jeg.


Syrensaft
Syrensaft


Et lille trick:

Lyden af isterninger, der klirrer mod glasset, er for mig virkelig lyden af sommer. Jeg lavede derfor lidt syrenisterninger (eller Asta og jeg gjorde) - jeg blandede en lidt kraftig saft og kom det i en isterningbakke, sammen med friske syrenblomster. De blev bare SÅ flotte (se billede). Det er ret smukt at lave lidt forskellige slags. Jeg lavede nogle helt klare bare med vand, men så med syrenblomster i, nogle lyserøde med syrensaften uden blomster og nogle lyserøde med blomster, osv. Og og og, når man så bruger dem i sin syrensaft, så slipper man også for, at ens saft bliver for vandet, når isterningerne langsomt smelter i saften :) … hvis du ikke har en isterningbakke, så kan du også lave dem i en isterningpose. Her kan du bare ikke komme blomster i også - men så topper du bare lige drikken med lidt friske syrener.

Syrenisterninger
Syrenisterninger
Syrenisterninger


Et andet lille trick:

Servér den som velkomstdrink - og bland det med bobler. Det smager fuldstændig fantastisk. Og det er en vildt god icebreaker til en fest, hvor man måske ikke lige kender alle. Så kan man altid snakke lidt om drinken med blomster i: "Vidste du man kunne spise syrener?" "Jeg har dem også derhjemme op langs vejen." "Hvordan laver man mon det?" "Ej, jeg havde ikke forventet den bitre smag. Havde du?" Osv…..

Syrensaft
Syrensaft



Tilbage til blog